Parforhold

Jeg har engang læst, at det at få børn er den største selvvalgte livskrise og selv om jeg ikke rigtig bryder mig om, at kalde det at få børn en krise, særligt ikke når de er “selvvalgte”, så forstår jeg godt meningen. For det ER livsændrende at få børn – og måske meget mere, end man på forhånd kan forestille sig. Pludselig er alt forandret og man skal vænne sig til en helt ny hverdag, hvor alt er nyt og fremmed. Det kan være nødvendigt at omdefinere både sig selv og ens parforhold og det kan føles som om, at alle ens følelser hænger helt uden på tøjet. i hvert fald ind til man har fundet sig selv og hinanden igen, i de nye roller, man pludselig har fået/taget.

Når man så bliver forældre til et barn med et handicap, eller et barn der pludselig bliver sygt, så bliver ALT væltet på hovedet igen, alle følelser kommer i spil og man skal i endnu højere grad finde ud af, at navigere i en helt ny og både fremmed og skræmmende hverdag.

Man hører ofte, at skilsmisseraten blandt forældre til børn med alvorlige sygdomme eller handicaps, er højere end blandt forældre til raske børn. Jeg har dog ikke kunnet finde noget entydigt svar på om dette er korrekt, da nogle artikler skriver at det er tilfældet, imens andre skriver det modsatte???

At få et barn med et handicap eller en alvorlig sygdom er en kæmpe belastning, både for individet men også for parforholdet, det er der ingen tvivl om. Pludselig er livet vendt på hovedet og alle drømme om familielivet må omdefineres samtidig med, at man skal finde ud af, at leve med og navigere i en masse svære følelser som fx. angst, sorg, vrede skam og skyld.

Min mand og jeg har været igennem nogle helt vanvittigt skræmmende episoder og oplevet en kæmpe stor sorg sammen. Da vores søn blev syg ramlede vores verdener, men det gjorde de ikke på samme tid eller på samme måde.
Vi er stadig gift og det er jeg sikker på, at vi vedbliver med at være, men det betyder ikke, at det ikke af og til har været helt enorm svært! For det har det og der har også været perioder, hvor jeg har ønsket min mand langt væk.
Da vores søn blev syg reagerede min mand og jeg meget forskelligt på hele forløbet. Jeg vidste med det samme, at der var noget helt galt og jeg gik systematisk igang med, at google alle symptomer og derved finde frem til, hvad vores søns diagnose kunne være. Min mand derimod bruge alt sin tid på, at overbevise sig selv om, at der nok ikke var noget galt, at alt nok skulle gå og at det her blot var en fase. Han blev sur og irriteret, på mig, når jeg præsenterede ham for kolde fact og jeg synes, at han var dum og naiv, når han afviste hvad jeg prøvede, at forklare ham.
Det var svært og enormt ensomt, for med hjælp fra google fandt jeg hurtigt frem til, hvad vores søn fejlede. Min mand ville ikke tro på mig og lægerne var på hans side. Alle blev ved med, at sige til mig, at jeg så spøgelser og at der ikke var noget alvorligt galt. Jeg vidste at de tog fejl og jeg var fuld af sorg og ensomhed. Min mand ville ikke høre alle mine grimme ord og diagnoser, for det var for smerteligt for ham. Han var ikke klar til at se sandheden og sorgen i øjnene. Det forstår jeg nu, men det forstod jeg faktisk også dengang. Det gjorde for ondt og når lægerne ovenikøbet gav ham ret, så var det, for ham, nemmere at holde fast i håbet. Det forstår jeg godt.
Men det var stadig enormt hårdt, for jeg skulle rumme min sorg alene og jeg græd mange tårer alene bag lukkede døre, for det var nemmere end, at skulle inddrage min mand i sorg. For han forstod den alligevel ikke.
Den dag lægen ringede og fortælte, at jeg havde ret, min søn var syg med den diagnose, som jeg allerede flere måneder forinden havde indset, at han havde, brød min mands verden sammen. Jeg kan huske, at han græd i køkkenet og kom derefter ind i stuen til vores søn og jeg. Han spurgte hvorfor jeg ikke græd. Det kunne jeg ikke, for jeg havde allerede grædt så mange tårer over dette, længe før ham. Vores sorgproces var forskudt og det var svært, for os begge. Men vi gav plads og accepterede, at vi ikke var det samme sted i vores sorg og bearbejdelse af denne.

Vores søn er nu 11 år, da han blev syg var han 4 måneder og hans diagnose fik han ,da han var 8 måneder. Så vi har mange års erfaning i den her underlige og hårde handicap/sygdomsverden. Vi oplever stadig at være uenige og ikke være det samme sted i vores sorg eller bekymringer.
Vi bliver stadig til tider (voldsomt) uenige i, hvad der er det bedste for vores søn og vores familie. Det er til stadighed hård og opslidende. Men vi klarer den og det gør vi jo blandt andet på grund af vores kærlighed til hinanden. Men i lige så høj grad på grund af vores gensidige respekt for hinanden.

Det vil være både arrogant og forkert af mig, hvis jeg påstod, at jeg har nøglen til et langt og godt ægteskab. Men jeg har en række erfaringer (og til dels også teoretisk viden fra min tid som socialrådgiver), der gør at jeg alligevel vil mente, at jeg kan kvalificere mig til, at komme med nogle råd, som for nogle måske kan være brugbare:

Lyt til hinanden og giv plads til forskeligheder. I behøver ikke altid, at være enige om alting. Faktisk tænker jeg, at det er noget nær urealistisk, at være enige hele tiden. Tro mig, jeg ved godt, at det er meget nemmere sagt (eller i det her tilfælde skrevet) end gjort! Jeg vil da bestemt også gerne have ret og nogle gange kan det følles virkelig opslidende, at diskutere og skulle finde frem til løsninger og kompromiser.
For mig hjælper det, at tænke på at vi begge elsker vores søn lige højt og vil ham det bedste.
Derudover har jeg fundet ud af, at uenigheder ikke altid behøver, at være negative. Måske kan de i stedet være en styrke, da det medvirker til, at man få belyst nogle ting fra flere sider og dermed får, at et bedre grundlag for, at træffe de rette beslutninger.

Respekter og giv plads til, at I muligvis ikke er det samme sted i sorgprocessen. Sorg er en individuel følelse og man kan ikke tvinge nogle til, at føle det samme som en selv.
Du kan muligvis opleve din partner som kold eller distanceret (samtidig med, at du selv er opløst i sorg) og det kan måske føles underligt eller ensomt, men det betyder ikke, at din partner elsker dit barn mindre end du gør. Omvendt betyder det heller ikke, at din partner elsker dit barn mere end du gør, hvis han/hun virker mere ked af det end dig. Det handler udelukkende om, at I er forskellige steder i sorgprocessen og det er helt okay og helt naturligt.

Indgå kompromiser, det kan være helt sindssygt svært, fordi det jo handler om jeres barn, det dyrebareste i har. Men det er desværre helt nødvendigt, hvis I vil have jeres parforhold til, at fungere.

Giv plads til hinanden – både fysisk og mentalt. Det er hårdt, at have børn, men at have et barn der er syg eller har et handicap er helt vanvittigt hårdt og de fleste vil opleve perioder med mere eller mindre udbrændthed.Giv plads i det omfang det er muligt. Det kan fx. være at give hinanden pauser i løbet af en dag, 30-40 minutters alenetid kan være guld værd. Jeg ved, at det ikke altid kan lade sig gøre, men i de tilfælde hvor det kan, så gør det. Husk på hinanden og pas på hinanden.

Og så den helt klassiske, lav nogle ting sammen, bare jer to. I starten kan det være svært, eller måske umuligt, at være væk fra sit barn der er syg eller handicappet. Men når det er muligt, så husk at prioritere hinanden – bare en gang i mellem.